Hjem - Lions Bjerringbro

Menu

Nyhed

Mange donerede mad til ukrainere

Bjerringbro avis - 2022-04/12
Åbn publikationen

Lions Bjerringbro samlede lørdag dagligvarer ind, og søndag pakkede Røde Kors  poserne.
Hanne Bliksted Jensen
Bjerringbro: Sodavand, kaffe, tun på dåse og andre gode dagligvarer var blandt de mange gode ting, som borgere i Bjerringbro og omegn lørdag købte og gav til Lions Bjerringbro.

Som ved juletid havde flere af klubbens medlemmer stillet sig op foran de lokale dagligvarebutikker Spar, SuperBrugsen, Rema 1000 og Aldi for at indsamle dagligvarer - ikke til julepakker - men til de ukrainere, som er flygtet fra krigen i deres hjemland og nu bor i området.

- Det gik rigtig fint. På to timer fik vi indsamlet cirka 10 indkøbsvogne fyldt med gode varer. Der skal lyde en stor tak til de mange handlende, som havde købt lidt ekstra ind og lagde det i vores vogne. Vi fik udelukkende positive kommentarer fra de handlende, siger Tommy Langhave fra Lions Club Bjerringbro.

Hos Spar på Sønderbro havde man ”tyvstartet” et par dage forinden og opstillet en indkøbsvogn, hvor kunderne kunne lægge lidt ekstra i, hvilket Spar også selv gjorde.

- Fra Bog & idé i Randers Storcenter fik vi desuden overdraget en stor mængde tøjdyr, malerbøger og andre ting til børn, tilføjer Tommy Langhave og sender en tak til Spar, Super Brugsen, Rema 1000 og Aldi, som tog godt i mod de lokale løver.

Som når der uddeles julepakker, så er det også den lokale afdeling af Røde Kors, som sørger for den videre fordeling, og søndag pakkede Røde Kors så de mange varer i lokalafdelingens hus - Borgen.

Mange i lokalområdet har på forskellige måde taget initiativ til at hjælpe de mange ukrainere, som er kommet til området. Også fem lokale kirker gør nu noget særligt, og frem til sommerferien er der hver 14. dag aftengudstjenester på ukrainsk.

Gudstjenesterne holdes af kirkernes præster med løbende oversættelse til ukrainsk. På den måde kan også danskere få noget ud af at deltage i gudstjenesterne. Har man ukrainere boende i sit hjem, eller er man i kontakt med ukrainere, er det oplagt at tage afsted til gudstjenesterne sammen. Man er også meget velkommen til at møde op, selvom man ikke lige nu er i kontakt med ukrainere, lyder det på Facebooksiden for Højbjerg og Elsborg Kirker.

Foruden disse to kirker er Brandstrup Kirke, Thorning Kirke og Hørup Kirke også med i tilbuddet. Gudstjenesterne følger en enkel form med bibellæsning, bønner, lystænding, nogle sange og en kort prædiken.



Følg Lions